Henrik Skorá

H-maler-daggry
Henrik Skorá • Gåbense Strandvej 61 G • 4840 Nr. Alslev • T: 21 64 16 39 • E: henrik@skora.dk • W: www.skora.dk

Billedkunstner

1985 afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i København, Institut for Visuel Kommunikation. Har altid malet og fra 2007 på fuld tid. Udstillinger lokalt, i hele landet og i udlandet.

 Mine billeder er oftest abstrakte malerier primært i akryl/olie på lærred.

 Inspiration

Inspirationen til farverne, formerne og indholdet i billederne finder jeg både i ”det store” og i ”det små”, i naturen, hverdagen, musikken i hvad som helst fx en kold løbetur i regnvejr. Ideerne rumsterer altid i mit hoved. Hjernen arbejder hele tiden med at finde nye ideer og udvikle dem, der allerede er ”i gang”. Jeg er meget bevidst om, hvordan jeg kan styre denne proces derhen, hvor jeg gerne vil have den, men ofte går hjernen alligevel sine egne veje.

Det sker ofte, at en ide kommer, fordi jeg arbejder meget med noget bestemt. Fx holder jeg foredrag om kunst i flere sammenhænge, og mens jeg skriver på disse foredrag, kan jeg få mange ideer. Nogle af dem når aldrig over målstregen, nogle af dem smelter sammen og bliver til noget andet.

Det er dog slet ikke altid, jeg ved, hvad det er, der inspirer mig.

 Ideerne

Nogle gange er en ide meget konkret. Jeg ”ser” ligefrem det færdige billede i en slags syn. Andre gange er ideen meget lidt konkret, og den er måske mere en anelse eller en fornemmelse af, hvordan billedet skal se ud.

For at holde styr på det hele oppe i hovedet, giver jeg altid en ide et navn eller et emne. Det hjælper, når jeg arbejder med dem, selvom billederne sjældent kommer til at hedde det navn, jeg startede med at give dem. Det sker også, at når billedet på et tidspunkt dukker op i skitser og senere på et lærred, får billedet en slags vilje, som er med til at forme billedet.

 Indhold

Billedets indhold og form er en lille historie, et udsagn eller et statement, som jeg bruger billedet til at formidle. Billederne … og selvfølgelig også jeg … vil noget, der er noget på spil, det er noget, der er så vigtigt, at man lige må tage sig tid et øjeblik til at se, opleve, forstå eller inspireres af … hvad det nu er.

Nogle gange er denne historie helt klar og stramt fortalt, men andre gange er billedet sig selv, og det vigtigste er ikke nødvendigvis, at beskueren forstår mine tanker, men at han/hun gør sig sine egne. For når jeg er færdig med billedet, er det mentalt set ikke længere “mit”, og oplevelsen af det er fri for den, der nu ser på det. Der er heldigvis ikke nogen facitliste.

Man kan se flere af mine billeder på min hjemmeside: http://skora.dk

 

 

Kunstnergruppe i Sydøst